VIKOM FOKUSGRUPPE

VIKOMs Fokusgruppe

I fokus for VIKOMs arbejde står gruppen af børn og unge med multiple funktionsnedsættelser uden et talesprog.

For at støtte udviklingen af en særlig specialpædagogisk indsats over for disse børn og unge benyttes følgende afgrænsning:

VIKOMs fokusgruppe er børn og unge i alderen 0-21 år, der lever med både nedsat kommunikativt beredskab og bevægelsesvanskeligheder. En stor del af disse børn og unge har desuden vanskeligheder med at opfatte og bearbejde sanseindtryk. Det er kendetegnende for børnene og de unge, at de ikke selvstændigt og uden hjælp kan opsøge og undersøge objekter og fænomener i deres omverden, og at de ikke ved hjælp af talesproget kan gøre sig forståelige. De er helt afhængige af, at deres samspilspartnere med indføling og intuition aktivt søger at indgå i fælles meningsskabende handlinger med dem.

Antallet af børn i VIKOMs fokusgruppe

I samarbejde med VIKOMs institutionsnetværk har centeret i 1996, 1998, 2001 og 2003 udarbejdet en landsdækkende opgørelse over antallet af småbørn med multiple funktionsnedsættelser uden et talesprog i specialbørnehaver og antallet af skoleelever med multiple funktionsnedsættelser uden et talesprog i folkeskolen.

Pr. august 2003 udgør antallet af småbørn i VIKOMs fokusgruppe 532 børn svarende til 0,114 % af alle småbørn. Dette giver en stigning i forhold til 2001-opgørelsen på 15 børn og en stigning i andelen af børn med multiple funktionsnedsættelser uden et talesprog på 0,006 %.

Antallet af skolebørn er opgjort til 748. Dette giver et fald i forhold til 2001-opgørelsen på 34 børn. Antallet af skolebørn er opgjort til 748 svarende til 0,123% af alle skolebørn. Det er et fald i forhold til 2001-opgørelsen på 34 børn og et fald i andelen af skolebørn med multiple funktionsnedsættelser uden et talesprog på 0,011%.

Mens tallene på landsplan er relativt stabile på både småbørns- og skoleområdet, er der tale om ret store udsving i de enkelte amter.

Der er sket et lille fald i antallet af institutioner, der modtager børn med multiple funktionsnedsættelser. Antallet af vuggestuer/børnehaver er 81, et fald på 2 fra 2001. Antallet af skoler er 74, et fald på 3.

Den store stigning i antallet af børn med særlige behov, som er registreret i de senere år, gør sig altså ikke gældende for gruppen af børn med multiple funktionsnedsættelser uden et talesprog.

VIKOMS fokuspunkter for år 2004

VIKOM skal i 2004 prioritere det igangværende projektarbejde “Videoanalyse og specialpædagogik efter VIKOM-principper” om iagttagelse og beskrivelse af børn og unge med multiple funktionsnedsættelser uden et talesprog og om didaktiske principper og metoder til brug for specialpædagogik og vejledning. Vægten skal lægges på udvælgelse af grundtemaer i samspil og kommunikation og på fremstilling af illustrative videoklip af temaerne. I samarbejde med netværket skal der udvikles relationistiske beskrivelsesmåder og opstilles didaktiske principper for pædagogik og undervisning.

VIKOM skal understøtte og kvalificere sin vidensindsamling og vidensformidling ved at tilknytte emneord i alle centerets databaser.

VIKOMs fokuspunkter for år 2003

VIKOM skal i 2003 prioritere udviklingen af didaktiske principper og metoder til brug for specialpædagogik og vejledning i forbindelse med børn og unge med multiple funktionsnedsættelser uden et talesprog. Vægten skal lægges på konkretisering af elementerne i den specialpædagogiske arbejdsproces: iagttagelse, beskrivelse, vurdering, mål og handleplan, praksis og evaluering.

De didaktiske principper og metoder skal beskrives i et materiale til brug for formidling af VIKOMs videoanalyse. Analysen er udviklet specielt til brug for anvendelse i tværfaglige teams. Materialet skal bestå af en pjece med tilhørende illustrationsvideo. Pjecen skal redegøre for de didaktiske principper og anvendte teorier og skal give eksempler på den specialpædagogiske arbejdsproces på småbørns-, skolebørns- og ungeområdet. Videoen skal tydeliggøre de grundlæggende samspils- og kommunikationstemaer med klip af både småbørn, skolebørn og unge/voksne. Materialet produceres som resultat af et udviklingsarbejde med deltagelse af en gruppe kursusledere fra VIKOMs netværk og kursister fra VIKOMs grundkurser. Udviklingsarbejdet, der forventes at strække sig over 3 år, igangsættes når der er rejst projektmidler hertil.

VIKOMs fokuspunkter for år 2002

  1. Vikom skal igangsætte et 3-årigt landsdækkende videoprojekt. I 2002 påbegyndes indsamling af velegnede og illustrative klip fra praksismiljøer i samarbejde med kursusledere.

Når lejlighed byder sig skal VIKOM:

  1. Støtte udvikling af pædagogiske beskrivelser og udviklingsplaner med særlig vægtning på beskrivelser, der kan støtte overgangen fra et kendt miljø til et nyt miljø. Målet er at udvikle en relationistisk beskrivelsesmåde, der letter etablering af kontakt og samspil, og som tydeliggør mulige fælles koder i kommunikation og sprog.
  2. Indsamle og udvikle ideer til aktiviteter med pædagogisk indhold og som lægger op til samoplevelse, dialogiske udvekslinger og udvikling af kommunikation og sprog for småbørn, skolebørn og voksne med multiple funktionsnedsættelser. Ideerne tænkes udgivet i et samlet idekatalog.
  3. Støtte udvikling af integrative metoder.

Endvidere skal VIKOM fortsat initiere og støtte etablering af Småbørnstilbud, der retter sig mod familier med spæd- og småbørn med multiple funktionsnedsættelser i amter og kommuner, samt videreudvikle grundkurset i “Samspil og kommunikation med småbørn, skolebørn, unge og voksne med multiple funktionsnedsættelser”.

VIKOMs fokuspunkter for år 2001

  1. VIKOM skal forberede etableringen af et landsdækkende projekt med det formål at udarbejde et materiale til brug for formidling af VIKOMs videoanalyse. Analysen er udviklet til brug for anvendelse i tværfaglige teams. Materialet skal bestå af en pjece med tilhørende illustrationsvideo. Videoen skal tydeliggøre de grundlæggende samspils- og kommunikationstemaer med klip af både småbørn, skolebørn og unge/voksne. VIKOMs kursusledere samt deltagere fra VIKOMs grundkurser inviteres til at deltage i projektet. Projektet forventes at strække sig over en tre-årig periode.

Når lejlighed byder sig skal VIKOM:

  1. Støtte udvikling af pædagogiske beskrivelser og udviklingsplaner med særlig vægtning på beskrivelser, der kan støtte overgangen fra et kendt miljø til et nyt miljø. Målet er at udvikle en relationistisk beskrivelsesmåde, der letter etablering af kontakt og samspil, og som tydeliggør mulige fælles koder i kommunikation og sprog.
  2. Indsamle og udvikle ideer til aktiviteter med pædagogisk indhold og som lægger op til samoplevelse, dialogiske udvekslinger og udvikling af kommunikation og sprog for småbørn, skolebørn og voksne med multiple funktionsnedsættelser. Ideerne tænkes udgivet i et samlet idekatalog.
  3. Støtte udvikling af integrative metoder.

Endvidere skal VIKOM fortsat initiere og støtte etablering af Småbørnstilbud, der retter sig mod familier med spæd- og småbørn med multiple funktionsnedsættelser i amter og kommuner, samt videreudvikle grundkurset i “Samspil og kommunikation med småbørn, skolebørn, unge og voksne med multiple funktionsnedsættelser”.