Interne & Eksterne projekter
Projekt “Totte – fremstilling af enkle elektroniske bøger”
Centeret deltager som beskrevet i Nyhedsbrev nr. 10 i et projekt med Lydavisen og Carlsens Forlag om fremstilling af elektroniske børnebøger. Bøgerne skal kunne afvikles på en almindelig computer og skal tage hensyn til børn med funktionsnedsættelser, hvilket bl.a. betyder, at bøgerne skal være forberedt til alternativ betjening.
Efter en meget vellykket afprøvning i en række specialbørnehaver af en elektronisk udgave af “Totte bader”, har projektets parter samt forlagene Gyldendal Education og DR Multimedie indgået aftale om at udgive elektroniske bøger for børn med funktionsnedsættelser under navnet “Kig og Lyt Bøger”. Forlagene har meget venligt besluttet at udgive titlerne uden økonomisk gevinst, og for øjeblikket forhandles med de involverede forfattere om tilladelse. Centeret har fået udviklet og afprøvet den nødvendige software til udgivelserne. Det er planen, at titlerne skal forhandles til samme pris som almindelige bøger, og at der vil blive givet tilladelse til udlån via bibliotekerne. Tidspunktet for de første udgivelser er endnu ikke fastsat.
Projekt programevaluering
Projektet, som er beskrevet i Nyhedsbrev nr. 11, er blevet forlænget med et 1/2 år, så dataindsamlingen sluttede juni 1999. Den endelige rapport, der udarbejdes af projektleder Michael Hjorth-Pedersen, forventes færdig i december 1999.
Eksterne projekter
Totalkommunikation – vejen til bedre livskvalitet
Projekt “Totalkommunikation – vejen til bedre livskvalitet” er nu afsluttet. Projektet blev iværksat på Boinstitutionen Trekløveret, det nuværende Heimdal i Vestsjælland Amt. Centeret har været ekstern konsulent på projektet, der havde til formål at finde veje for samspil og kommunikation med en ung beboer med multiple funktionsnedsættelser, som i mange situationer afviste kontakt. Ved at inddrage den viden, vi har om stress-reaktioner hos for tidligt fødte og syge nyfødte børn, lykkedes det at finde måder at tilrettelægge dagligdagen, så den unge beboers stress aftog. I takt med dette mindskedes beboerens afvisning af kontakt, og der blev fundet nye veje for samspil og mulighed for at give beboeren mere indflydelse på sit eget liv.
Projektet viste endvidere vigtigheden af, at personalet får mulighed for at udvikle et fælles sprog til beskrivelse af samspil og kommunikation. I projektet var der ikke mulighed for at anvende videooptagelser af samspillet som grundlag for personalets diskussioner. Dette ville muligvis have kunnet forenkle processen hen imod et fælles sprog.
Der udkommer ingen rapport om projektet, men erfaringerne er blevet formidlet undervejs bl.a. på landskonferencen “Det nye spædbarnsparadigme” og på centerets kursuslederkursus samt på lokale kurser i amterne.
Totalkommunikation i undervisningen – hvordan?
Efter et pilotprojekt blev projektet iværksat på Storebæltskolen, Vestsjællands Amt, i august 1998 og fortsætter i 1999. Centeret deltager som ekstern konsulent. Formålet er at finde en egnet samarbejdsform mellem skole og hjem, at finde egnede undervisningstemaer og metoder, der kan støtte elevens indflydelse og selvbestemmelse, samt at indkredse, hvilke elementer i undervisningsmiljøet der fremmer inklusion.
På grundlag af de erfaringer, der blev gjort i projektet “Totalkommunikation – vejen til bedre livskvalitet” har projektgruppen arbejdet på grundlag af videooptagelser af samspil og undervisning. Gruppen har arbejdet med nogle centrale temaer til belysning af elevens særlige behov og disses betydning for samvær og pædagogisk tilrettelæggelse. I skoleåret 1999-2000 sættes fokus på, hvordan elevens særlige behov kan tilgodeses i klasseundervisningen, når vægten lægges på inklusion. Projektarbejdet afsluttes med en projektrapport, der forventes færdig i efteråret år 2000.