Fokus på samspil – video

På ISAACs internationale konference i august i Dublin præsenterede centeret i samarbejde med ISAAC-DK og Københavns Amt en video “Key Word Empowerment”. Videoen præsenterer den tidlige indsats i Københavns Amt for familier med for tidligt fødte eller syge nyfødte spædbørn.

Videoen, der nu også er udkommet i en dansk version “Fokus på samspil”, henvender sig til professionelle og politikere i amter og kommuner. Den forhandles af centeret og koster 200 kr.

Rapport om samspillet mellem et døvblindfødt barn og hans mor

Centeret har udgivet afhandlingen “En analyse av samspillet mellom et døvblindfødt barn og hans mor” af Sissel Sollied. Afhandlingen er Sissels speciale i pædagogik ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultets Institut for Pædagogik, Universitetet i Tromsø. Bogen analyserer samspillet mellem en døvblindfødt dreng og hans mor på grundlag af videooptagelser. I vejledningen inddrages bl.a. Marte Meo-metodens principper, og Sissel Sollied beskriver både kvalitative og kvantitative måder at analysere videofilm på.

Bogen henvender sig både til forældre og professionelle og kan købes gennem centeret. Pris 100 kr.

Stern, Maturana og mennesker med multiple funktionsnedsættelser

Menneskebarnet bliver født som en organisme, der allerede i fostertilværelsen har levet i en form for indre udveksling med den moderlige organisme. Ved fødslen fortsætter denne udveksling i de tidlige samspils dialoger. Mennesket er – som den norske professor Stein Bråten skriver – født med en åben ramme for kommunikation – med det, Stein Bråten kalder et virtuelt deltagerrum.Gennem den gensidigt oplevede umiddelbare kærlighed mellem mor og barn udvikles samtalen ved, at begge parters virtuelle deltagerrum udfyldes. Mennesket starter med andre ord med at være i et fælles dyadisk system. Der er en følelsesmæssig og intersubjektiv gensidig indtoning mellem forældre og barn fra begyndelsen. Hvor den umiddelbare tilknytning forstyrres, eller dialogen af andre grunde afbrydes, vil barnet for at opretholde sin eksistens fortsætte samtalen “privat” – med en virtuel eller indbildt anden.

Det dyadiske samspil er livsvigtigt for barnet – ikke alene fordi kommunikation er den menneskelige udviklings nøgle, men også fordi vi som menneske først kan skabe os selv ved, at vi bliver skabt – det vil sige ved at blive mødt og set – af en anden.

Spædbørn født med et handicap ses ikke som “en anden”, men som “afvigende”. Der er fokus på “det afvigende”, når barnets udvikling skal vurderes, dets behandling iværksættes, dets dagligdag planlægges.

Under de omstændigheder kan det være svært både for forældre og professionelle at se barnet som barn. Hvor det behandlingsmæssige projekt tendentielt går ud på at skabe det normale af det afvigende, går det menneskelige projekt ud på at skabe sig selv som anderledes end andre.

At blive et selv adskilt fra andre kræver, at man bliver set som et selv fra begyndelsen – at man bliver inkluderet i det fælles deltagerrum og ikke står udenfor. Men hvordan ser det fælles deltagerrum ud fra starten? Det har både Daniel Stern og de chilenske biologer Maturana og Varela et bud på.

Maturana og Varela

Maturana og Varela er som omtalt biologer, men selv om deres teorier også har fundet anvendelse i forhold til egne fagfæller, er det især i forhold til psykologisk teori og metode, de har vundet gennemslagskraft – specielt i forhold til systemisk familieterapi. Også det meget omtalte Marte Meo-koncept er inspireret af deres teorier om systemers evne til dels at opretholde sig selv som system, dels at gå ind i et selvorganiserende samspil med omgivelserne. I 1987 udkom deres bog “Kundskabens træ” på dansk med forord af Inger Ravn og Thomas Söderqvist. I deres introduktion til bogen skriver de, at det paradigmebegreb, som Kuhn opstillede i 1973, i løbet af det sidste årti er “blevet en nøglemetafor også i den kulturelle og politiske debat. Hvor der i 1970’erne taltes om “socialisme”, taler man i 1980’erne om “et nyt paradigme” eller “et nyt verdensbillede”. I dette nye verdensbillede indgår en genformulering af, hvad naturen er, og hvordan vores forhold som menneske i – og til – naturen er. Kodeord som holisme, spontanitet, skabelse og kreativitet, kompleksitet og mangfoldighed fremhæves som modsætning til ord som mekanisk, reduktionistisk og deterministisk. Til hovedtankerne inden for dette “nye verdensbillede” hører også begreber som autonomi, selvreference og selvrefleksivitet. Det skal ses som et opgør med de teorier, der traditionelt har fremstillet vores forhold til naturen som kausalt bestemt: “Autonomi (selvbestemmelse) står i modsætning til determinisme og kontrol, selvreference står i modsætning til den traditionelle forståelse af kausalitet, og selvrefleksivitet står for ønsket om at få iagttageren med i naturbeskrivelsen”.

Grundspørgsmålet for Maturana og Varela er: Hvad er liv? og hvad vil det biologisk set sige at erkende noget? De har i deres egen forskning bevæget sig fra et rent biologisk ståsted over i erkendelsesteoretiske, ontologiske (læren om det værende) og etiske overvejelser.

Deres hovedkonklusioner er:

A)

• Det levende kan ikke reduceres til et studium af DNA- og proteinreaktioner
• Det levende kan ikke alene forstås som tilpasning til ydre miljøforandringer.Maturana og Varela definerer liv som “et struktur-determineret, selvreflekterende (autopoietisk) system, der er kendetegnet ved at være cirkulært organiseret” (der er altså tale om et selvorganiserende og selvopretholdende system og ikke om simple årsags-virkningskæder, B.K.). De tror ikke på, at den biologiske evolution følger visse lovmæssigheder, men de taler i stedet om levende væseners naturlige drift til selvrefleksion og udveksling med andre organismer. I den forbindelse formulerer Maturana og Varela, hvad erkendelse er:

B)

Erkendelse opstår ikke ved, at hjernen bearbejder sansning af en given ydre verden. Erkendelse er derimod det levende systems “aktive frembringelser (min udhævning) af verden som en specifikation af et interaktionsdomæne”. Nervesystemet ses som et cirkulært organiseret og dermed informationsmæssigt lukket system (det, der diskuteres, er altså, om verden “er”, eller om den skabes gennem vores tolkning, B.K.).

C)

Forfatterne mener, at det sociale liv opstår i relationen, i sproget og i den menneskelige bevidsthed. De fremhæver, at “viden om viden forpligter os til at erkende, at den verden, vi og andre ser, ikke er verden (totalt) men en verden, som vi frembringer sammen med andre”. Det er med andre ord iagttageren, der frembringer den “objektive” verden. Det, der ligger i Maturanas og Varelas biologiske og filosofiske ståsted er, at iagttageren inddrages i “det sete”: “Alt hvad der siges, siges af en iagttager”, er en kendt sætning fra Maturanas hånd. Beskriveren står i centrum frem for beskrivelsen. “Erkendelse skal ikke forstås som en måde at få viden om den ydre verden på, men må ses som en proces, hvorigennem verden bringes frem”. Erkendelse er altså en proces, som indebærer det at handle i verden. Erkendelse i Maturanas betydning skal forstås således, at det er et grundlæggende træk ved alt levende at handle i verden og at skabe verden – og at det ikke kræver særlig bevidsthed eller højere hjernefunktioner at handle i og skabe denne verden. Maturanas baggrund for dette udsagn er, at nervesystemet er et cirkulært organiseret og lukket system. Erkendelse og liv er identiske fænomener i Maturanas og Varelas tænkning. Det er det, fordi liv betyder, at levende systemer aktivt opretholder og afgrænser sig selv fra andre systemer. Hvor der er menneskeligt liv, er der også erkendelse: ” Levende systemer er erkendelsessystemer, og livet som proces er en erkendelsesproces”.

Man kan så spørge sig, hvordan disse adskilte systemer overhovedet kommer i forbindelse med hinanden. Ifølge Maturana og Varela sker det via sproget: “Når to eller flere autopoietiske systemer strukturelt kobles til hinanden, findes forudsætningen for sprogets opkomst, og derigennem for en iagttager”.