Kommunikationsfremmende teknologi

I sensommeren deltog videnscenteret i en arbejdsgruppe under Kulturel Forvaltning i Københavns Amt med det formål at udarbejde et notat om kommunikationsfremmende teknologi til børn og unge med multihandicap.

Notatet bringes her:

Igennem de sidste ti år er der gjort gode erfaringer med brugen af kommunikationsfremmende teknologi til gruppen af børn og unge med multihandicap.

Denne gruppe børn og unge er kendetegnet ved at leve med en kombination af funktionsnedsættelser i bevægeapparatet og sanserne og ved ofte at mangle verbalt sprog/funktionel tale. I Københavns Amt drejer det sig om ca. 130 småbørn og skolebørn opgjort på baggrund af en optælling foretaget i foråret 1996 af Videnscenter om Børn og Unge med Multihandicap uden Verbalt Sprog.

Det lovmæssige grundlag for bevilling af kommunikationsfremmende teknologiske hjælpemidler er angivet i Bistandslovens § 48 om merudgifter og § 58 om personlige hjælpemidler. Ved Servicelovens ikrafttræden pr. 1.7.1998 findes grundlaget for bevilling af særlig informationsteknologiske hjælpemidler i Servicelovens § 97 og § 98.

Udvikling af kommunikativ kompetence sker gennem interaktion med andre, gennem dialogiske samspil, hvor udtryk og handlinger bekræftes og respekteres. Barnet/den unge med multihandicap er parat til at indgå i samspil, men kombinationen af funktionsnedsættelser giver barnet/den unge begrænsede muligheder for at give udtryk for sine ønsker, interesser og behov. Samtidig virker barnets/den unges ofte meget svingende fysiske tilstand ind på aktivitet og opmærksomhed. Dette betyder, at det er svært for barnets/den unges samspilspartnere at se de kommunikative udspil og reagere på dem, og at det bliver vanskeligt at indkredse den intellektuelle funktion og ramme barnets/den unges interesse i kontakt og kommunikation. Relationen bliver usikker, og dette begrænser muligheden for at give adækvate udfordringer i samspillet.

I den generelle udvikling har børn/unge med multihandicap behov for gentagelser og leg i koncentration ligesom andre børn og unge med en endnu ikke udviklet læringsbevidsthed.

Barnet/den unge med multihandicap har blot færre muligheder for at etablere gentagelsen og ofte også begrænsede muligheder for at lege/arbejde koncentreret i den tid, der skal til, for at barnets potentiale er blevet til kompetence, og for at den naturlige bevægelse frem mod næste lille trin i udviklingen kan ske. Her er teknologien almindeligvis en meget effektiv støtte både til barnet og til omgivelserne, og teknologien kan være den eneste eller en af meget få muligheder, der støtter barnets/den unges leg.

Computeren må i dag betragtes som et normalt forekommende forbrugsgode, men i forhold til børn og unge med multihandicap bør den betragtes som et nødvendigt udviklingsredskab, der kan udvikle barnets/den unges potentialer på en række områder. Anvendelse af teknologi, oftest talemaskiner og computere, kan være en støtte til samspillet. Ved teknologiens hjælp kan barnet/den unge med multihandicap i sit eget tempo fremkalde en handling og vise sin kompetence for omgivelserne. Teknologien giver mulighed for selvstændigt at tage initiativ og giver mulighed for gentagelser af det barnet/den unge foretager sig. Sådanne gentagelser er nødvendige for at percipere og automatisere handlinger, forløb og danne betydninger.

De færdigheder, der skal til for at benytte et egentligt kommunikationshjælpemiddel, er særlige færdigheder, der ikke umiddelbart er en del af den generelle udvikling. Barnet/den unge med multihandicap har brug for at lære sig strategier for brugen og fysisk beherskelse af hjælpemidlet.

Dette skal, som det gør for andre børn, tage sin start så tidligt som muligt og ske gennem koncentreret leg med kommunikationshjælpemidlet. Her er både tale om leg med en kompetent voksen eller med en kammerat, der kan vise hjælpemidlets muligheder, og om selvstændig eksperimenterende leg.

Konklusion:

Når det efter en afprøvning vurderes, at teknologien kan være en støtte i udviklingen henimod en kommunikativ kompetence, bør teknologien anbefales til børn og unge med multihandicap.

Den nødvendige afprøvning vil ofte strække sig over en lang periode i barnets/den unges vante miljø. I den periode bør barnet den/unge og forældre/primærpersoner have adgang til vejledning. Vejledningen skal omfatte både hardware (f.eks. talemaskine, computer og betjeningsenheder) og software (f.eks. programmer og overlays til talemaskiner).

På denne måde får børn og unge med multihandicap i lighed med andre børn og unge med handicap adgang til teknologi til fremme af deres kommunikation og generelle udvikling.

Referencer:

• Lov nr. 333 af 19. juni 1974 om social bistand
• Lov nr. 454 af 10. juni 1997 om social service
• Talemaskinen – et redskab til kommunikativ udvikling
• Selvevalueringsrapport 1994-1995 Videnscenter om Børn og Unge med Multihandicap uden Verbalt Sprog, december 1995.
• Teknologi i den vidtgående specialundervisning. En hvidbog.