Fokus på sproget

Posted on by

Kommunikation indtager en særlig plads i Maturanas og Varelas tænkning: “Fænomenet kommunikation afhænger ikke af det, der overføres, men af det, der sker med den, der modtager det”, skriver de. “Biologisk set er der ingen “overført information” i kommunikation. Kommunikation finder sted, hver gang to systemer interagerer: “hver gang, der er en adfærdsmæssig koordination i et domæne af strukturel kobling”. Strukturel kobling mellem systemer sker, når to eller flere organismer interagerer over tid. Kommunikation er en fælles skabelsesakt og ikke et “rørpostsystem”, hvor information overføres fra én person til én anden. Den måde, vi kommunikerer på, er afhængig af, hvordan vores særlige system som biologisk individ fungerer og betinget af vores sociale interaktioners særlige historie (hvilke interaktioner vi har haft adgang til – og hvor tilfredsstillende de har været for os). Gennem interaktionerne skaber vi sammen med andre den virkelighed, vi ser: Sprog er en form for skabende handlingskoordination mellem to organismer. “Sprog er en fortsat proces, som kun eksisterer i det at bruge sprog” .

Hovedpointen i dette er, at kommunikation er et fælles projekt – en skabelsesakt, som foregår ved, at vi koordinerer vores anstrengelser. Hvordan vi som person indgår i kommunikationen, afhænger dels af, hvordan vi fungerer som biologisk system, dels af hvilke interaktionserfaringer på godt og ondt vi tager afsæt i. Det, vi kalder bevidsthed og sind, opstår i de sociale koblinger mellem to systemer. “Da vi eksisterer i sprog, bliver … de domæner af samtale, som vi skaber, en del af vores eksistensdomæne og udgør en del af det miljø, i hvilket vi konserverer identitet og adaptation”.

Sproget og kærligheden indtager særlige positioner i denne teori. Sproget gør både iagttagelse og identitetsdannelse mulig: “Med sprog opstår også iagttageren som et sprogbrugende væsen; ved at handle i sprog med andre iagttagere skaber dette væsen selvet og dets omstændigheder som lingvistiske distinktioner af dets deltagelse i et lingvistisk domæne….. Fordi vi har et sprog, er der ingen grænser for, hvad vi kan beskrive, forestille os og berette. Det gennemsyrer hele vores ontogenese som individer; fra det at gå til holdninger og politik”. “Ord er… tegn på lingvistisk koordination af handlinger og ikke ting, der bevæger sig fra sted til sted. Det er vores historie af tilbagevendende interaktioner, som tillader vores ontogenetiske, strukturelle drift i en strukturel kobling. Dette er netop en betingelse for interpersonel koordinering af handlinger. Det finder sted i en verden, vi deler, fordi vi i fællesskab har specificeret den gennem vores handlinger”. Sprog er en skabelsesakt. “Det kan derfor ikke bruges som et værktøj til at afsløre verden. Det er snarere ved at bruge sprog, at handlingen at vide frembringer verden…. – vi er konstituerede i sprog i en fortsat tilbliven, som vi frembringer sammen med andre”.

Som en etisk overbygning på dette tankesystem hævder Maturana:

  • Intet politisk program kan legitimeres med henvisning til “virkeligheden”, idet alle beskrivelser, også videnskabelige, er subjektafhængige.
  • Den enkeltes ansvar af valg i “virkeligheds”-beskrivelser kan kun begrundes i, hvilken verden vi gerne vil leve i.
  • Sproget gør det muligt at stille os uden for det system, vi er en del af. Som iagttager kan vi reflektere over og bedømme systemet.
  • Sprog og kærlighed er overskridende kategorier. Kærlighed ses som en biologisk forankret tendens til vedvarende interaktion, som gør social forandring mulig.

Maturanas pointe er, at vi lever i et “multivers” frem for i et univers. Derfor må vi være åbne over for forskellige “virkeligheds”-beskrivelser. Vi kan med andre ord ikke opretholde myten om, at eksempelvis professionelle virkelighedsbeskrivelser altid er mere sandfærdige end forældres. Vi må derimod lære at dele vores virkeligheder og sammen finde ud af, hvilke virkelighedsbeskrivelser vi vil vælge, og hvilke positive og negative aspekter disse valg fører med sig.

Det nye spædbarnsparadigme fremhæver netop det dyadiske samspil som nøgle til forældre og barns fælles udvikling. Der er tale om en aktiv skabelsesproces.

Spædbarnet danner aktivt fornemmelsen af et gryende selv

Stern kalder livsfasen 0-2 måneder for den præ-sociale, præ-kognitive og præ-organiserede livsfase.

Ved 2 måneders alderen sker der et kvalitativt spring i barnets kontakt med omverdenen, som ytrer sig ved direkte øjenkontakt, smil og stabiliserede søvn- og aktivitetsrytmer. Det vil sige, at i løbet af de to første måneder hjælper forældrene barnet med at regulere tilstandene af søvn og vågenhed. Rytmen dag/nat, sult/mæthed bliver installeret. Meget af den sociale interaktion de første to måneder foregår i den fysiologiske regulations tjeneste. Forældre betragter fra begyndelsen barnet både som et fysiologisk system og som et menneske med subjektive oplevelser, social følsomhed og en selvfornemmelse i vækst.

Barnet spiller fra begyndelsen aktivt sammen med den sociale omverden. Barnet har klare præferencer og foretrækker mors duft, menneskelige ansigter frem for mønstre, menneskelige stemmer frem for andre lyde. Det er rettet mod den sociale verden og viser parathed og ikke parathed til at indgå i samspil. I barnets perioder af årvågen opmærksomhed tager barnet indtryk til sig. Det har tre “svar” fra fødslen: hoveddrejning, sutten og kiggen, som moren på sin side kan bruge, når hun kommunikerer med barnet.

Når vi tænker på for tidligt fødte og syge nyfødte, vil der ofte kun være et af disse tre “svar” tilgængeligt for forældrene – nemlig hoveddrejning. Men her er det muligt at bygge andre “svar” op i forhold til barnets kropslige signaler – det vil sige barnets hudkulør, bevægelsesmønster, vejrtrækning etc.

Spædbarnet danner aktivt fornemmelsen af et gryende selv. Det gør det ved at søge sensorisk stimulation. Præsenteres barnet ofte for samme genstand, vil det kigge mindre og mindre på den. Barnet leder både efter konstante og varierede mønstre i oplevelserne og efter en genkendelig struktur. Når de forskellige fornemmelser, det spæde barn har, forenes, oplever det fremkomsten af en struktur. Struktur er nødvendigt som referencepunkt for at få oplevelsen af et gryende selv. Den første strukturform angår kroppen og dens fornemmelser. Fornemmelse af det gryende selv indebærer, at barnet knytter forbindelser mellem forskellige isolerede erfaringer og de processer, der fører til erfaringsdannelsen.

Ud fra dette er det tydeligt, at vi hverken kan nøjes med at give barnet struktur eller oplevelser. Vi må opbygge overskuelige rammer, inden for hvilke samspillet udfolder sig både med hensyn til nye stimuli og med hensyn til variationer i samspillets indhold. Det er vigtigt at huske på, at motivation, perception og kognition hører sammen. Det vil sige, at barnet ikke kan lære, uden at også glæden, lysten og indtryksmuligheden er til stede. Det må få os til at overveje, om vi i vores praksis arbejder på at skabe rum for lyst og glæde – og på, hvor ofte vi skaffer børnene nye muligheder for indtryk. Hvordan skal vi som specialpædagoger afbalancere behovet for struktur med behovet for nye oplevelser?